FRA INDBAKKEN

Retur til Indbakken
 

Stjernespækket Oresund Rally på lørdag

 

Når landets største rally for klassiske biler starter lørdag kl. 10 i Roskilde, er det med et stjernespækket felt, hvor mange kørere fra hele landet har en reel vinderchance. Udover æren dyster de om en nyindstiftet vandrepokal, som går til netop totalvinderne af løbet.

 

Midtjyder vil vinde sjællandsk rally

 

Ikke mindst en gruppe dygtige rallykørere fra Midtjylland går efter sejren i det traditionsrige sjællandske løb. De stiller op i Expert-klassen, hvor de bedste dyster mod hinanden.

 Fra Ry kommer de regerende danmarksmestre i SONAX DASU Classic-serien Poul og Hanne Juhl-Godballe i en VW Golf GT fra 1988. De har gjort lynkarriere op gennem rækkerne og er i dag blandt de absolut bedste i klassisk rally.

 De tidligere vindere af mesterskabet og nr. to sidste år, Henning og Else Friborg fra Them, stiller op i deres Volvo 142 S fra 1970. De er blandt landets mest erfarne i klassisk rally og kører i en af feltets ældste biler. Oresund Rally har de dog endnu til gode at vinde.

 Vinderne af Oresund Rally 2021, Finn Kristensen fra Silkeborg og Erik Rasmussen fra Ry, kommer til start i en Ford Escort Mexico fra 1973. De var forhindret i at være med i løbet sidste år, men blev alligevel nr. 4 i mesterskabet.

 Som outsider kommer danmarksmesteren i hastighedsrally i 1980, Leif Poulsen fra Fårvang, til start i sin Porsche 911 Carrera fra 1976. Han kører sammen med sin søn Kent Poulsen fra Silkeborg, og de fører i øjeblikket mesterskabet i Sportklassen, som regnes for den næstbedste.

 To østdanske bud på en totalsejr

 Sydhavsøerne stiller med et bud på totalsejren i Oresund Rally. Det er Benny Rasmussen fra Sakskøbing og Uffe Jørgensen fra Nykøbing Falster, der kommer til start i en ottecylindret Porsche 928 S fra 1980. Den var tænkt som afløseren for 911, men sådan kom det ikke til at gå. 911 lever i bedste velgående. De to Porsche-kørere ligger lige nu nummer to i mesterskabet.

 En anden mulig vinder af Oresund Rally er far og datter-holdet Torben Weber Andersen fra Holte og Emilie Weber Wellendorf fra Frederiksberg i en VW Scirocco GTI fra 1985. De vandt overraskende totalsejren i Oresund Rally i 2020.

 Elitekørerne benytter op til 60 år gamle instrumenter

 Eliteklassen er for kørere, der stadig benytter gammeldags, analoge instrumenter. Her kommer klassens regerende danmarksmestre, brødrene Poul og Egon Brøndum fra Randers til start i deres Toyota Corolla fra 1985, en af tidens mest populære biler. Holdet vandt totalsejr i Oresund Rally i 2017.

 De vil få hård modstand af far og søn-mandskabet Lars og Simon Hjorth fra Dianalund og Middelfart i løbets ældste bil, en Triumph TR4A fra 1966. Selv i midten af 1960’erne blev den regnet for en gammeldags sportsvogn. Holdet har vundet totalsejr i Oresund Rally i 2013, 2014 og 2016.

 Fra Norge kommer i denne klasse Aasmund Kleve og Oddvar Moland fra Rykinn og Vestfossen i en Mercedes-Benz 280 CE fra 1977. De har mange fine placeringer i Oresund Rally, og Moland har desuden tidligere vundet Rally Monte-Carlo Historique, der regnes for verdens hårdeste rally for klassiske biler. 

Klassen hvor alle kan være med

I Oresund Rally er der også en turistklasse, hvor man kan være med, selv om man aldrig har prøvet et rally. To BMW’er og en Mini er med her. Bilerne i Oresund Rally spænder fra klassiske sportsvogne fra 1960’erne til hotte GTI-biler fra slutningen af 1980’erne plus familiebiler som Volvo 142. Det gælder ikke om at køre hurtigst, men om mest præcist at overholde en gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t.

 
Benny Rasmussen, Sakskøbing, og Uffe Jørgensen, Nykøbing F, Porsche 928 S, 1980


Lars Hjorth, Dianalund, og Simon Hjorth, Middelfart, Triumph TR4A, 1966


Leif Poulsen, Fårvang, og Kent Poulsen, Silkeborg, Porsche 911 Carrera fra 1976


Poul og Egon Brøndum, Randers, Toyota Corolla, 1985


Poul og Hanne Juhl-Godballe, Ry, VW Golf GT fra 1988


Torben Weber Andersen, Holte, og Emilie Weber Wellendorf, VW Scirocco GTI, 1985


Aasmund Kleve, Rykinn, og Oddvar Moland, Vestfossen, Mercedes-Benz 280 CE, 1977





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Finn Kristensen, Silkeborg, og Erik Rasmussen, Ry, Ford Escort Mexico fra 1973


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henning og Else Friborg, Them, i Volvo 142 S fra 1970

 

Løbets hjemmeside med alle informationer:  www.oresundrally.org.

 Kontakt:    Michael Eisenberg, 22 21 43 17, michael@intercom.nu,
 


 

Retur til Indbakken